Han havde takket manden for liftet hvorefter han var forsvundet rundt i det næste sving.
I går havde det været en god idé. Og i forgårs. Idag knap så god. Han havde ikke set nogen mennesker siden han forlod vejen, ikke et eneste et, hvilket vel egentlig var en god ting når man nu var i hans situation, det var bare også frygtelig ensomt. Det havde ikke været formålet med noget som helst at blive ensom. Hvis det var ensomhed han ville have var der ingen grund til at rakke landet rundt på den her måde, så kunne han bare finde sig et forladt sommerhus et sted og krølle sig sammen i et hjørne og blive eneboer.
Pau smilede. Han standsede et øjeblik og tog vindjakken af. Krøllede den sammen og stoppede den i sin rygsæk. Han smøgede skjortens ærmer op og lod forårssolen varme sine arme og sin nakke. Her var smukt. De bløde, grønne bakker var ikke mindre smukke bare fordi han havde gået i dem i et par dage. Det måtte han huske. Man skal ikke vænne sig så meget til skønhed at man overser det.
Han hankede op i tasken og fortsatte ned ad endnu en bakke. Vablen under hans hæl fik ham til at gå delvist på ydersiden af sin fod delvist på tæer. Han skubbede en vildfaren hårlok, der havde revet sig fri af knolden, om bag øret. Vinden duftede af sommer. Nedenfor bakken løb en lille bæk.
Pau standsede. På den anden side af bækken sad en pige. Bag hende kom en fuldstændig sortklædt skikkelse gående og bag ham ved et enligt træ stod endnu to skikkelser. De så mærkelige ud. Alle sammen. Meget, meget mærkelige, virkelig underlige. Pau mærkede sine håndflader blive svedige og irritationen rørte på sig bagerst i hans hoved. Et sort dyr der skubbede hans tanker sammen så der ikke var ordentlig plads til noget. Da han ikke anede hvad han skulle gøre af sig selv endte han bare med at blive stående på sin side af bækken og stirre på dem mens han undrede sig over, at han reagerede så åndssvagt på andre mennesker.