Med sammenbidt ansigt vendte Calum sig bort. ”Fint! Hvis du alligevel ikke har tænkt dig at fortælle mig noget, kan du sgu da bare holde din kæft.” Han stirrede stift ud for sig og fik så øje på noget ud af øjenkrogen. En pige der sad ved åens vand og kiggede ned. Han rejste sig brat op og snublede en smule. Begyndte så med stive skridt at gå væk fra dem alle sammen. De forvirrede ham. Det ene øjeblik ville de snakke, det andet ville de ikke. Han undrede sig igen over, hvordan han var endt midt ude i ingenting. Og hvorfor.
