Artemis hørte stilheden og mærkede kort efter nogle blikke mod sin ryg. Hun vidste inderst inde at der var nogen, der betragtede hende eller i hvert fald havde gjort det. Der var lidt gudekræfter tilbage. 

Selvfølgelig var der det. Hun var jo én stor dyremarionet og var en legendarisk jæger. Hun måtte ikke miste troen på at hun var en vigtig Gud. Hun var stadig vigtig for verden. Hun sørgede jo for at dyrene overlevede og havde det godt. Hun var fuld af had over at ingen troede på dem mere. Ikke ét menneske på hele den store jord, selvom de gjorde sådan et flot arbejde! 

Hun brød ud af sine bitre tanker, som hun så tit faldt i staver over, og vendte sig om mod et par fyre. 

"Hmm..." Tristan rejste sig også. Han brød sig ikke om at være alene, og da slet ikke på en eller anden bakke, langt ude på Lars Tyndskids marker. Han gik ligeledes i retning af den hvidklædte pige og ham emoungen, uden at ænse skikkelsen, der stod og betragtede dem.

Judas betagtede drengen snuble, og rynkede brynene.
"Du skal nok passe lidt på..." sagde han, ikke videre højlydt, men den anden gik videre. Ikke videre sikkert. Han fuldte ham med blikket mens han stavrede længere og længere væk. Han bemærkede de andre ud af øjenkrogen. Egentlig forstod han det ikke. Mennesket havde altid haft en ævne til at søge sig selv...eller hinanden. Ligesom en radar. Hvis der var nogle i nærheden, så skulle de sandelig nok finde sammen. Men det sjove var...at efter nogle århundrede var man holdt op med at hilse. Holdt op med at tale med fremmede. Menneskene lukkede sig inde i sin egen lille omgangkreds. Sin egen lille hinde af ego. Det kendte han alt til. Men det var da noget spøjst noget.
"Nå, men Tristan...det var hyggeligt at snakke med dig. Vi ses." Judas rejste sig, uden at se på Tristan, og begyndte at gå afslappet i samme retning som drengen var på vej i. Han nikkede til pigen, og så kort på skikkelse på den anden side af bakken. I sandhed nogle underlige skabningen de var...ham og dem.
Mens han tænkte det forsvandt solen bag bakkerne på siden af dalen, og skyggerne sænkede sig.

Pau havde ond i fødderne. For to dage siden fik han et lift og han havde sagt, at han gerne ville af her selvom det egentlig havde været hans plan at tage med meget længere. Men da manden der kørte bilen var drejet af hovedvejen, og de pludselig befandt sig mellem smukke, grønne bakker, havde udenfor alligevel virket som et bedre alternativ til den trange, cigaretstinkende bil.

Han havde takket manden for liftet hvorefter han var forsvundet rundt i det næste sving.

I går havde det været en god idé. Og i forgårs. Idag knap så god. Han havde ikke set nogen mennesker siden han forlod vejen, ikke et eneste et, hvilket vel egentlig var en god ting når man nu var i hans situation, det var bare også frygtelig ensomt. Det havde ikke været formålet med noget som helst at blive ensom. Hvis det var ensomhed han ville have var der ingen grund til at rakke landet rundt på den her måde, så kunne han bare finde sig et forladt sommerhus et sted og krølle sig sammen i et hjørne og blive eneboer.

Pau smilede. Han standsede et øjeblik og tog vindjakken af. Krøllede den sammen og stoppede den i sin rygsæk. Han smøgede skjortens ærmer op og lod forårssolen varme sine arme og sin nakke. Her var smukt. De bløde, grønne bakker var ikke mindre smukke bare fordi han havde gået i dem i et par dage. Det måtte han huske. Man skal ikke vænne sig så meget til skønhed at man overser det.

Han hankede op i tasken og fortsatte ned ad endnu en bakke. Vablen under hans hæl fik ham til at gå delvist på ydersiden af sin fod delvist på tæer. Han skubbede en vildfaren hårlok, der havde revet sig fri af knolden, om bag øret. Vinden duftede af sommer. Nedenfor bakken løb en lille bæk.

Pau standsede. På den anden side af bækken sad en pige. Bag hende kom en fuldstændig sortklædt skikkelse gående og bag ham ved et enligt træ stod endnu to skikkelser. De så mærkelige ud. Alle sammen. Meget, meget mærkelige, virkelig underlige. Pau mærkede sine håndflader blive svedige og irritationen rørte på sig bagerst i hans hoved. Et sort dyr der skubbede hans tanker sammen så der ikke var ordentlig plads til noget. Da han ikke anede hvad han skulle gøre af sig selv endte han bare med at blive stående på sin side af bækken og stirre på dem mens han undrede sig over, at han reagerede så åndssvagt på andre mennesker.

Med sammenbidt ansigt vendte Calum sig bort. ”Fint! Hvis du alligevel ikke har tænkt dig at fortælle mig noget, kan du sgu da bare holde din kæft.” Han stirrede stift ud for sig og fik så øje på noget ud af øjenkrogen. En pige der sad ved åens vand og kiggede ned. Han rejste sig brat op og snublede en smule. Begyndte så med stive skridt at gå væk fra dem alle sammen. De forvirrede ham. Det ene øjeblik ville de snakke, det andet ville de ikke. Han undrede sig igen over, hvordan han var endt midt ude i ingenting. Og hvorfor.

Tristan morede sig lidt over de to diskuterende. De lød begge to, som om de troede, at de var ret hårde og seje at høre på, men egentlig lød de bare som... Ja, det de var; to unge drenge, som var oppe og toppes. Lidt derfra sad der en grånende pige - hendes hår havde i hvert fald hvidlige stænk. Hun lignede en, der ikke ville forstyrres, så han lod være med at sige noget til det. Han sad bare ligeledes, eller han gik ud fra, at det også var det, hun lavede, og lyttede til skænderiet.

Han reagerede kraftigere end Judas havde regnet med. Nogen havde tydeligtvis problemer med vrede. Det kendte han godt.
"Så må du jo smadre mit grimme fjæs ned i jorden! Hvis du ellers tror det ville få dig til at få det bedre. Og slap så lige af en gang, hva?" Han kiggede kort på Tristan, for at se om han ville tilføje noget.
"Jeg har ikke i sinde at fortælle dig hvad du mener, af den enkle grund at du ville flippe fuldstændig ud. Du behøver ikke vide det. Faktisk er det nok bedst hvis du ikke ved det." Han måtte indrømme at han legede med drengen nu. Men hva' pokker. Det var jo sjovt. Og sandt.