Judas betagtede drengen snuble, og rynkede brynene.
"Du skal nok passe lidt på..." sagde han, ikke videre højlydt, men den anden gik videre. Ikke videre sikkert. Han fuldte ham med blikket mens han stavrede længere og længere væk. Han bemærkede de andre ud af øjenkrogen. Egentlig forstod han det ikke. Mennesket havde altid haft en ævne til at søge sig selv...eller hinanden. Ligesom en radar. Hvis der var nogle i nærheden, så skulle de sandelig nok finde sammen. Men det sjove var...at efter nogle århundrede var man holdt op med at hilse. Holdt op med at tale med fremmede. Menneskene lukkede sig inde i sin egen lille omgangkreds. Sin egen lille hinde af ego. Det kendte han alt til. Men det var da noget spøjst noget.
"Nå, men Tristan...det var hyggeligt at snakke med dig. Vi ses." Judas rejste sig, uden at se på Tristan, og begyndte at gå afslappet i samme retning som drengen var på vej i. Han nikkede til pigen, og så kort på skikkelse på den anden side af bakken. I sandhed nogle underlige skabningen de var...ham og dem.
Mens han tænkte det forsvandt solen bag bakkerne på siden af dalen, og skyggerne sænkede sig.
