Jeg undskylder det en smule for lange indlæg, men jeg blev nødt til at finde en måde at bringe mine karakterer (eller en af dem) hen til de andre xD
Mendel fulgte interesseret den høje, mørkklædte dreng med øjne, der var dækket af et par mørke solbriller. I et par dage havde han forfulgt denne mystiske fremmede. I en alder af 153 år havde han fulgt med, da folk begyndte at skille sig markant ud i deres beklædning, da nogle mennesker begyndte at gå i sort, nittebehængt tøj og høre musik, der bestemt ikke blev godtaget af de ældre generationer. Han kunne godt lide denne stil. Han havde godt set folk i sorte kapper før, mest på film, men også i virkeligheden. De fascinerede ham. Skræmte ham ikke, for han vidste, at det bare var almindelige, svage dødelige, som havde klædt sig ud. For nogle dage siden havde han fået øje på denne unge mand, og det slog ham, at han havde lyst til at følge efter ham og finde ud af mere om ham.
Det var grunden til, at han stod her nu. På en øde gade klokken halv et om natten. Han havde ikke taget føde til sig endnu og det kriblede i hans fingre efter at kunne tage fat i et offer og suge blodet ud af det. Allerhelst drengen. Han blev enig med sig selv om, at han ville tage ham i nat.
Hans offer drejede om et hjørne, og Mendel fulgte lydløst med. Det var for nemt. Drengen kiggede sig slet ikke om, som om hans omgivelser var ham komplet ligegyldige. Mendel tænkte, at det faktisk var en smule kedeligt; han elskede, når hans ofre gjorde lidt modstand.
Han begyndte at overveje, hvordan han bedst muligt kunne overraske den uforsigtige unge mand. Han vidste, at drengen boede et par gader derfra, og det var der, han var på vej hen. Med et grin satte Mendel i løb. Med sine overnaturlige kræfter, kunne han løbe meget stærkere end øjet kunne se, og det var med et tilfredst grin, at han stillede sig parat midt ude på gaden og ventede på, at hans offer skulle komme forbi.
Han behøvede ikke at vente længe. Med et tomt ansigtsudtryk drejede den høje skikkelse om hjørnet. Hans kappe flagrede lystigt bag ham, da han med hurtige og sikre skridt strøg over fortovets fuldstændigt flade og ensformige sten. Og så standsede han.
Mendel vidste, at han, trods sin tilsyneladende uforanderlige afstand til virkeligheden, havde fået øje på ham. Med faste skridt begyndte han selv at gå hen mod ham med frakkeskøderne blafrende i den stærke vind. Han lo stille og modstod trangen til at slå ud med armene og dreje rundt om sig selv. Hvorfor denne overvældende følelse af lykke og frihed pludselig overmandende ham var ham uforklarligt. Med en fejende bevægelse tog han de mørke solbriller af og proppede dem ned i en lomme. Han vidste, hvor indtagende han måtte tage sig ud.
Drengen spærrede øjnene op, da han mødte Mendels blik. De overmenneskeligt skinnende, blå øjne syntes at skræmme ham. ”Hv-hvem er – hvad vil ...” drengens stemme døde hen, og han kæmpede tydeligt for at bekæmpe sin frygt. Det lykkedes til dels, for hans stemme var rolig på trods af hans stadig opspilede øjne, da han denne gang spurgte dem fremmede, hvem han var.
”Mit navn er Mendel.” Det følte han var nok. Hans offers blik var stadig fæstnet til Mendels. ”Men jeg er mere interesseret i, hvem du er.” Mens han sagde dette, lænede han sig frem og tog fat i den andens arm og trak ham nærmere. Han var en smule mindre end den anden, men var glad ved at opdage, at det ikke var nødvendigt at skulle stille sig på tæer for at nå ofrets hals.
Pludselig var det som om, at drengen kom til live og opdagede, hvad der var ved at ske. Han prøvede at skubbe Mendel væk, men var ikke stærk nok. Mendel mærkede den anden blive slappere og slappere i takt med, at han drak og følte sig hurtigt nødsaget til at tage et bedre greb i ham, for at han ikke skulle vælte.
Dette var øjeblikket, han havde ventet på i flere dage. Omverdenen forsvandt hurtigt, mens han lod sig glide ind i et virvar af sit offers tanker. Alt Calum – for det gik snart op for ham, at dette var drengens navn – havde oplevet, al den smerte han havde følt, fik ham til at ønske, at han kunne hjælpe ham. Hvis bare han kunne gøre noget for at hive ham ud af det liv, han følte sig nødsaget til at fortsætte med at leve; det image han havde skabt af sig selv.
”Hey!” Ordet skar ind i Mendels bevidsthed, og han bandede for sig selv, da det gik op for ham, at han havde været så optaget af sit offer, at han ikke havde ænset deres omgivelser. ”Hvad laver du?!”
Det var en mand på omkring de 40, der råbte efter dem, og han havde en lidt yngre kvinde ved sin side. Mendel sendte dem et roligt blik, men turde ikke at smile til dem; det var ikke til at vide, om han havde nogle spor efter blod om munden. ”Min ven her har fået for meget at drikke. Jeg hjælper ham hjem,” sagde han, mens han sukkede irriteret ved sig selv, da Calums hoved dinglede lydløst bagover.
”No way, mand. Han ser halvt død ud. Jeg ringer efter politiet!” svarede manden, og kviden fik hurtigt tryllet en mobiltelefon op af sin taske.
”Hey, vent nu lige lidt ...” begyndte Mendel, men manden holdt en manende hånd ud mod ham og fiskede noget, der mindede umiskendeligt om en pistol, frem. ”Forbandede ...” mumlede Mendel og kastede et blik til begge sider.
”Jeg skyder, hvis du prøver at flygte!” råbte manden, mens kvindens skingre stemme kunne høres i baggrunden, da hun snakkede hurtigt ind i telefonen.
Mendel hadede folk, der prøvede at tage loven i sine egne hænder, og han tvivlede på, at den fremmedes pistol overhovedet ville kunne skade ham på en dødelig måde. Men så var der hans offer. Det var helt sikkert, at han ville blive bragt direkte til et sygehus, og der ville de finde mærkerne i hans hals. Det var en regel blandt alle vampyrer, at man ikke lod beviser ligge omkring. Der var kun én mulighed tilbage: han blev nødt til at forsvinde sammen med Calum. Og helst meget hurtigt. Hvis han stak af, mens den pistolsvingende mand og hans ledsager så på, ville det ikke betyde meget, men hvis der kom mange andre til – deriblandt politiet – ville det være lidt sværere at bortforklare med en falsk alarm.
Beslutningen var ikke længe undervejs, og Mendel steg hurtigt op i luften med den anden hængende livløst ind mod sig. Få sekunder efter hørte han et øredøvende skud, men det var langt under dem, og han smilede smørret for sig selv, mens han begav sig af sted. Hvad var efterlivet, hvis man ikke kunne tilføre det lidt spænding en gang imellem?
Da de var kommet lidt længere væk, tog han det lidt roligere og begyndte at lede efter et sted at slå sig ned. I lidt tid kredsede han over sovende byer og gårde. Til sidst fandt han et sted, han var nogenlunde tilfreds med. Der var helt øde, men hvis der havde været andre, ville de nok have undret sig over den mørke skikkelse, der kom dalende ned fra himlen med en anden person i armene.
Mendel lagde den bevidstløse, men levende, Calum ned i græsset under et træ og satte sig selv ned ved siden af ham og spekulerede. Da solen stod op var han forsvundet, men Calum lå der stadig.
