Artemis havde ikke været med i samtalen. Hun havde ikke været til stede og kunne kun høre brudstykker af den. Hun var også godt ligeglad.
Hun sad og kiggede ned i sit spejlbillede i vandet og forbandt langt væk, at hendes hud blev lysere lysere ligesom hendes hår. Hendes brune farve i øjnene var langsomt blevet suget ud og byttet ud med blå. Hendes mørke, blanke hår var begyndt at blive hvidligt, men heldigvis ikke gråligt.
Men pludselig tog hun sig selv i det. Hun var blevet helt forfængelig. Det passede slet ikke til hende og hendes ry. Hun plejede at være ligeglad med det, fordi hun vidste at hendes flotte øjne, flotte hår og flotte hud, var gudeskøn. Alle tilbad hende uanset hvad. Men nu var hun helt forladt. Zeus - hendes far, var helt ude af den og havde været det i over 2000 år. Alle havde glemt hende og hendes familie. De var fortabte. Dømt til døden.
Og nu kunne hun ikke lade vær med at bekymre sig om sit udseende, for hendes kraft som Gud, sivede langsomt ud af hende. Deprimerende. Hun hadede det.
Hun prøvede at ignorere, hvad der skete nogle meter fra hende. Ventede på at de gik, så hun kunne finde sig et godt sted at jage og samtidig holde sig skjult fra sin dumme, irriterende bror.