Judas kunne, mod sin vilje, ikke lade være med at smile. Han havde lyst til at fortælle Tristan, at bare fordi han smilede, betød det ikke at han ikke var sur på ham. Men han var ret sikker på det ikke ville hjælpe noget. Han vendte opmærksomheden mod drengen, og frydede sig. Han vidste at det vat bid. Og nu havde han afsløret sig selv ved at ville vide mere. Drengen troede heller ikke selv på at det bare var insekter.
"Jeg mener inden du flipper ud når nogen fortæller dig hvad der bed dig... Kald det en form for hundegalskab....Nogen folk er bare så ansvarsløse. Man efterlader ikke bare ting, hvis man ikke kan bruge dem mere..." Han rystede irriteret på hovedet. Heller ikke fordi han selv havde været særlig ansvarfuld. Men han gad bestemt ikke skulle styrer det her..
