Calum gloede vredt ned i jorden, da han hørte de to andres samtale. Han hadede, at de snakkede sådan om ham; det fik ham til at føle sig som en forurettet toårig. Og så var der noget andet: den ene af mændene, ham der så yngst ud, havde sagt noget om nogle bid, han havde i halsen.
Efter en voldsom hosten ned i sin hånd prøvede Calum endnu en gang at sige noget. Denne gang kom der endelig rigtige ord ud. ”Jeg ved fandeme ikke, hvad du snakker om. Jeg kan ikke mærke noget.” Han overvejede et øjeblik at rejse sig op og gå sin vej, men så kom han i tanker om, at han ikke havde nogen anelse om, hvor i alverden han befandt sig. Desuden følte han sig for svimmel til at stole på sine ben. Mest af alt havde han lyst til at lægge sig ned i skyggen igen og vente på, at han fik det bedre.