Ude af stand til at snakke sendte Calum de to fremmede et irriteret blik. Der var ingen tvivl om, at han mente: ”Hvad helvede snakker I om?” Han satte sig langsomt op og ønskede, at han var alene hjemme på sit værelse. Han hadede andre mennesker. Og han hadede den sol, der skinnede noget så muntert ned på dem gennem grenene på et yndigt, lille træ.
