Calum valgte lige netop dette øjeblik til at udstøde et halvkvalt host. Han følte sig udmattet og en smule syg, men ellers havde han det fint. Forsigtigt åbnede han øjnene og stirrede direkte op i to fremmede ansigter. Det gav et overrasket gib i ham. Overrumplet prøvede han at få et ord frem, han gerne spørge dem, hvem de var, og hvor fanden han befandt sig. Desværre, eller måske heldigvis, var hans hals så tør, at han ikke kunne få andet end en tør kvækken frem. Han skulede til dem.
